Knapperne bestemte hendes skæbne

Louise K.7950
Egentlig ville den succesfulde smykkedesigner Louise Kragh slet ikke tjene penge på porcelæn. Hun ville designe tøj. Men under en uddannelse som tekstildesigner, blev hun grebet af potentialerne i de smukke porcelænsdetaljer.

Kragh havde trykt en lille klump ler mod en gammel blonde, som hun havde fået af sin mormor, og resultatet var fantastisk. Fra den dag af blev porcelæn hendes levevej.

 

Det startede med, at jeg lavede nogle skjorteknapper, som så blev rigtig fine. Og så blev de lavet til smykker og kom ind i nogle rigtig gode butikker”, erindrer hun.

I starten var Louise Kragh alene om smykkeprojektet. Hun cyklede rundt i butikker og tog på messer. Hurtigt kom hun ind i den velrenomerede butik, Stilleben, og så fulgte andre aarhusianske butikker med. De var vilde med hendes karakteristiske, håndlavede porcelænsstjerner- og kugler, som viste sig at udfylde et hul på markedet.

I dag er Louise Kragh en succesfuld, international virksomhed med 12 ansatte i Aarhus og agenter rundt i verden. Virksomheden dækker Skandinavien, Tyskland, England og Asien og sælger i gennemsnit 8000 varer om måneden.  

Et produkt, der ikke kan kopieres

En stor del af hemmeligheden til succesen bag smykkefirmaet er, at produktionen foregår i Danmark. I det åbne lokale på 90 km2 på Vesterbro Torv i Aarhus er hele virksomheden samlet.

“Alt foregår her. Det er her, vi pakker varer og sender ud til verden. Vi har både vores lager her og vores kommunikationsafdeling. Og vores webshop. Og så producerer vi jo alle smykkerne her også”, fortæller Louise Kragh, imens hun viser rundt på sit værksted.

I den venstre side af rummet sidder salgsafdelingen, og til højre er porcelænsfremstilingen godt i gang. Det vrimler med små og store lerkugler og mini-porcelænsfigurer på størrelse med fingernegle i et hav af skåle og beholdere. Ved et stort arbejdsbord sidder en keramiker og pudser flere hundrede små harlekinsformede porcelænsfirkanter. Ved siden af ligger farveprøver værktøjer, forme og mange andre små dimser. Ved et andet arbejdsbord står en ung kvinde og sorterer sorte perler på størrelse med knappenålshoveder. Det er et værre pillearbejde at være smykkefremstiller.

Louise Kragh underholder med historier om de mange hensyn, der skal tages, når man både producerer smykker til asiatiske kvinder, farveelskende tyskere, der elsker store smykker, og skandinavere, som vil have det sort og simpelt.

Størrelsesforskellen på asiatiske og tyske ører betyder, at tykkelsen på selve krogen, der stikkes ind øret, også varierer”, beretter Kragh.   

På bordet, hvor de sorte mini-perler sirligt størrelsesbestemmes, hænger også guld- og sølvkæder. Mens alle porcelænsdelene produceres i Aarhus, købes alle metaldele ind fra udlandet. “Det ville simpelthen være for dyrt, hvis vi skulle fremstille dem selv. Så vi får dem udefra”, forklarer Kragh og tilføjer, at de snart går over til en italiensk leverandør til deres kæder.

Louise K.7852

Produktion i Danmark betaler sig

Selvom metallet ikke er dansk, er alt porcelænet – som er varemærket for Louise Kragh – håndlavet i Aarhus. Og det er afgørende for Louise Kraghs succes. Særligt tyskere og kinesere bifalder den danske, håndlavede stil. Den giver porcelænet et rustikt og unikt udtryk, som de ellers så kopilystne kinesere ikke kan kopiere ved billigere fabriksfremstilling.

“Man skal kunne se, at der har været hænder inde over det. Det kan både kunderne og jeg lide”, fortæller Krag og afliver myten, som mange formentlig har, om, at det er umuligt at tjene penge på massefremstillede smykker, der er lavet i hånden i Danmark.

Ikke desto mindre har Louise Kragh da også overvejet, om det kunne være en fordel at flytte produktionen til udlandet. Det opgav firmaet dog hurtigt igen, fordi de vurderede, at det ville svække forretningen.

En af de største styrker ved Louise Kragh som brand er nemlig fortællingen om, at det håndfremstilles i Aarhus. Tilmed er det en fordel, at produktionen er samme sted som varelageret. Det betyder, at de først går i gang med en produktion, når der kommer en ordre og på den måde mindsker store tab fra spildte arbejdstimer og smykkelagre, der ikke kan afsættes.

Hvilke kompromisser er nødvendige?

Et af svarene på, hvordan firmaet er kommet til succes, er ifølge smykkedesigneren, at hun kan tilpasse sine materialer og designs til den økonomi, hun har til rådighed, uden af gå på kompromis med kvaliteten.

“Nogle gange er man nødt til at gå på kompromis og acceptere, at der er ting, der ikke kan lade sig gøre. Men det gør ikke nødvendigvis produktet dårligere. Der kan være ting, som er for dyre at lave, og så må man opgive dem, men så finder man på noget andet, der faktisk er endnu bedre. Det har jeg gjort mange gange. I starten gør man jo bare ting. Og så finder man ud af, om produktet skal tilpasses eller dø.”

Hos Louise Kragh går forretningen godt. For et par år siden ansatte hun nogle nye og ekstra dygtige agenter rundt i verden og har nu folk i både Norge, Sverige, Tyskland, Kina, Japan, England og Holland. Agenterne står på messer, tager kontakt til butikker og sørger for, at smykkerne præsenteres på den rigtige måde.

Men det at gå globalt er også forbundet med udfordringer. Det kræver blandt andet, at man er villig til at gå på kompromis og afgive en vis portion ansvar – noget som står i stor kontrast til dengang, Kragh oprettede firmaet og selv stod for det hele.

Selvom hun er lykkelig for firmaets vækst og globale succes, finder Louise Kragh det nemlig grænseoverskridende, at skæbnen for hendes smykker siver væk fra hendes egne hænder og spredes rundt på mange hænder i hele verden.

“Der er så mange ting, du ikke selv kan præge, men som er afgørende for, hvordan det går. Det er ikke nemt. Man er afhængig af andre mennesker, og at agenterne gør, som de skal. De skal være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og det skal være de rigtige mennesker, der viser vores ting på de sociale medier.”

Men det er vilkårene, når man er en international virksomhed, og Louise Kragh beklager sig ikke over at være kommet igennem nåleøjet til det internationale marked.

Louise K.8122

En ordentlig røvfuld piger

Louise Kragh anser ikke sig selv for at være forretningskvinde. Ifølge hende var det en stor portion held og timing, der fik skudt virksomheden i gang. Hun havde ikke spekuleret meget over hvilken taktik, der skulle til, men begyndte bare.

Og så snart hun fik råd, ansatte hun en medarbejder. For Kragh ønsker ikke at klare alting selv.

“I starten var jeg ikke så bevidst om forretningsdelen. Jeg tog bare på nogle messer i Herning og København. Men efterhånden kunne jeg godt se, at jeg havde brug for en til at tage sig af forretningsdelen. Hvordan man laver budgetter og kontrakter og sådan noget. Økonomi- og bankdelen har aldrig interesseret mig”, fortæller hun.

Ifølge Kragh er en årsag til hendes succes, at hun har formået at samle et godt hold. Der har været bump på vejen, men nu er hun godt tilfreds med sin medarbejderstab lige fra sin agent i Kina til keramikerkollegaen i Aarhus.

“Jeg har aldrig haft lyst til at bære min egen virksomhed. Det er ensomt. Man er bedst, hvis man finder nogle at arbejde sammen med”, tilføjer hun.  

Væksten i firmaet avler succes og tiltrækker dygtigere og dygtigere medarbejdere. Og Louise Kragh drømmer om at kunne ansætte endnu flere. Måske så mange, så der slet ikke er plads nok i lokalet på Vesterbro Torv.

“Jeg kunne godt tænke mig at have en ordentlig røvfuld piger i produktionen. Jeg vil ikke omsætte for millarder, men skabe en virksomhed, hvor der er råd til at gøre ting”, fortæller Louise Kragh og kigger drømmende frem for sig, mens hun tager en tår af kaffen fra sin porcelænskop.