Se billeder fra Next Level Fashion hos designer Louise Kragh

Next Level Fashion

Next Level-forløbene er godt i gang med spændende oplæg og workshops fra erhvervsklyngerne i More Creative.

Nogle af forløbene er henvendt til kreative erhverv, mens andre er henvendt til øvrige erhverv – fælles for forløbene er dog, at deltagerne får konkrete redskaber til at skabe forretningsudvikling på baggrund af eksempelvis events, gastronomi, design eller mode.

Netop mode var i fokus tidligere på ugen, da smykkedesigner Louise Kragh lagde lokaler til tredje session i Next Level Fashion-forløbet. Erhvervsklyngen HEADSTART FASHION havde indbudt til en session, hvor muligheder for vækst og finansiering var omdrejningspunkt for dagen.

Vækst kræver ofte ekstern finansiering – ellers er alternativet magre år forud for de fede år, skriver HEADSTART FASHION, og derfor gav sessionen deltagerne indsigt i de forskellige typer af kapital, der er til rådighed på markedet – herunder hvad man kan forvente af de forskellige kapitaltyper, og hvordan man samarbejder bedst med banker, business angels, venturekapitalfonde, etc. Desuden blev der sat spot på eventuelle alternative veje til vækst og finansieringen heraf.