Nyt kontorfællesskab for iværksættere i de kreative erhverv i Horsens

Det nye kontorfællesskab går under navnet FÆNGSLET 2. Øst og danner rammerne for et uformelt fællesskab og forretningsmiljø, hvor der er plads til både Klondyke og Korsbæk.

Formålet med FÆNGSLET 2. Øst er at styrke de kreative erhverv ved at forbedre de netværk og rammebetingelser, som ikke kun styrker den kreative økonomi, men også lysten til at drive den. Visionen for FÆNGSLET 2. Øst er at skabe en stærk og fleksibel samarbejdsplatform bestående af kreative iværksættere og tilknyttede virksomheder, kulturinstitutioner og uddannelser – særligt de kreative og innovationsbaserede uddannelser.

FÆNGSLET investerer i fremtiden

Som en moderne kulturinstitution med høje ambitioner, ser FÆNGSLET et stort potentiale i at støtte iværksætteriet i Horsens. Mads Helbo fra FÆNGSLET udtaler:

De kreative erhverv er en sektor i stor vækst – og denne sektor er FÆNGSLET en integreret del af. Vi tror på, at iværksætterne og FÆNGSLET udgør hinandens vigtigste kilder til kontinuerlig forretningsudvikling og innovation.

Kontorfællesskabet er en del af Überwerke-initiativet, som More Creative har skabt for at teste best practice og undersøge, hvordan man skaber de bedste rammevilkår for vækstmiljøer i kreative erhverv. Bag kontorfællesskabet står desuden VI STARTER SGU, et iværksætteri-fremmenede projekt stiftet af Den Seriøse Kaffeklub IVS, samt FÆNGSLET.