SPOT Festival t-shirt lanceres af kompromisløs ung modedesigner

HEADSTART FASHION

I et samarbejde mellem HEADSTART FASHION, SPOT Festival, konceptbutikken WU15 og ikke mindst designeren Mathilde Mathislund blev næste års SPOT Festival t-shirt lanceret ved en event i WU15 den 3. december.

Mathilde Mathislund er uddannet fra designuddannelsen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og var med til eventen, hvor der også var mini-koncert af elektropop-bandet WHO IS LOUIS. Om t-shirten fortæller designeren:

T-shirten bærer præg af ”work in progress” og en omfavnelse af det kommende. Den udstråler streetness og understøtter de modige og kompromisløse kunstnere, der spiller på SPOT Festival hvert år.

Udover T-shirten, præsenterede Mathilde Mathislund også hendes afgangskollektion ‘The Vikinauts‘, der fusionerer vikingetiden og astronauter.

Styrkelse af tværgående samarbejde

Via arbejdet med Mathilde Mathislund og WU15 følger HEADSTART FASHION og SPOT Festival op på sidste års samarbejde, hvor modebranchen er en del af festivalens branchedel, SPOT+. Christian Chapelle, leder af HEADSTART FASHION, udtaler:

HEADSTART FASHION er optaget af at udvikle modebranchen herunder gøde modebranchens vækstlag og etablere nye givende crossover samarbejder. Derfor indgik vi sidste år samarbejdet med SPOT Festival (SPOT+) og vi glæder os meget til at videreudvikle samarbejdet.

Kun til salg i lokal konceptbutik

T-shirten er til salg i et begrænset antal hos den århusianske konceptbutik WU15. Butikken, som blev åbnet af smykke- og taskedesigneren Christina Desiree Petersen og illustratoren Melanie Engelkes Pedersen, skal mest af alt ses som et designfællesskab, der samler nyere designers produkter og hjælper dem videre i karrieren. Normalt holder WU15 til i Klostergade, men i december måned er dørene slået op til den midlertidige pop-up butik i Bruuns Galleri.

Du kan læse mere om samarbejdet mellem SPOT Festival og HEADSTART FASHION her.