NYHED: De nye kreative partnerskaber!

Foto: Flickr @Cayusa

Foto: Flickr @Cayusa

Aarhus 2017 og Region Midtjylland har i dag sat navne på fire nye partnerskaber under More.Creative. De spænder lige fra gastronomisk forretningsudvikling til mulighederne i film- og tv-produktion. Alle fire kan på længere sigt skabe vækst og arbejdspladser i regionen.

 

Mange af Danmarks kommende væksteventyr ligger gemt i de kreative erhverv. Nu trækker Aarhus 2017 og Region Midtjylland kreative forretningsidéer frem i lyset for at afdække og understøtte potentialet for nye job i regionen. Det sker i regi af More.Creative, hvor der i 2014 er afsat 10 mio. kr. til dels at understøtte fire nye partnerskaber, dels at videreudvikle fem, som er gået videre fra 2013.

Partnerskaberne er udvalgt i konkurrence mellem veletablerede virksomheder og organisationer. De er gået sammen på tværs af brancher om at udvikle en forretningsidé og -model, som skal komme hele regionen til gavn.

2017 skal sætte varige aftryk
– Med Aarhus som europæisk kulturhovedstad bliver Region Midtjylland i 2017 centrum for kultur og kreativitet. Men vi ønsker, at 2017 sætter varige aftryk i regionens erhvervsliv. Under More.Creative har vi fokus på, hvordan regionen udnytter potentialet og kompetencerne i de kreative erhverv, siger Gitte Just, programdirektør for Aarhus 2017 og medlem af juryen i More.Creative.

– De partnerskaber, som More.Creative støtter, skal ikke kun have gode idéer. De skal udvikle forretningsmodeller, der er skalerbare og kan skabe arbejdspladser i regionen. Vi er derfor glade for, at mange af regionens stærke aktører er med i partnerskaberne, fortsætter hun.

Kreative erhverv er en vigtig motor
Gode rammer for innovation i de kreative erhverv er en vigtig motor for Danmarks vækst og konkurrenceevne. Det siger Niels Milling, underdirektør i Dansk Erhverv og medlem af følgegruppen i More.Creative:

– De kreative erhverv har et uforløst potentiale – i sig selv og i samarbejde med andre erhverv. Kreative virksomheder er gode til brugerinddragelse og til at skabe produkter, der konkurrerer på kvalitet frem for kun pris. Den viden og erfaring har mange brancher og sektorer brug for. Derfor vil vi se de kreative erhverv vokse i omfang i de kommende år.

 

Citater fra de fire nye partnerskaber


Carsten Holst, Filmby Aarhus

Den Vestdanske Film- og Mediekommission 

Vi er allerede godt på vej til at skabe en stærk platform for film- og medie-produktion i vores region, men med dette partnerskab under Aarhus 2017 og More.Creative kan vi yderligere styrke film- og tv-branchen som forretningsområde på tværs af brancher. Vi vil arbejde for, at andre og flere virksomheder, herunder ikke mindst turistbranchen, får øjnene op for vækst- og forretningsmulighederne, der opstår med et styrket film- og tv-produktionsmiljø.

 

Anna Lund, Food Festival

Gastronomisk forretningsudvikling – Talent, design og business

De mange gode aktører på gastronomiområdet i vores landsdel skal fremhæves, og deres kreative talenter skal sættes i spil. Det gør vi nu i samarbejde med Aarhus 2017 og More.Creative, og vi går målrettet efter at skabe helt nye forretningskoncepter inden for gastronomi.

 

Gitte Graverholdt, ACTIVE institute

Vækst gennem viden om events “VÆVE”

Vi er meget glade for at få denne mulighed for sikre, at vi i vores region får en styrkeposition på eventområdet. Vi er dygtige til at skabe og tiltrække events, men vi skal også være de bedste til at skabe den gode oplevelse for gæsterne, så de får lyst til at forlænge opholdet eller komme igen en anden gang. Og vi skal være endnu bedre til at skabe forretning for erhvervet i og omkring eventen.

 

Anne Mette Zachariassen, Creative Business Center v/ VIA University College

Designinitiativet

Med Aarhus 2017 og More.Creative har vi en fantastisk mulighed for at synliggøre, hvordan designerhvervene kan være med til at fremme vækst og udvikle koncepter, som bidrager til at løse velfærdssamfundets udfordringer. I brugerdreven design ligger et stort potentiale for hele Danmark, og vores mål er at hjælpe med at forløse det.

Relaterede nyheder