Nye vilkår hos DFI’s Spilordningen

screen-shot-2016-09-30-at-09-19-10

DFI ændrede i september måned vilkårene for Spilordningen – til fordel for branchen. Der ydes nu støtte til både udvikling, produktion og lancering. Og så er den tværmedielle udviklingsordningen åbnet.

Ordningen kan yde støtte til digitale spil og er ikke afgrænset til særlige målgrupper, genrer eller platforme. Et spil vil i denne sammenhæng indeholde et såkaldt ”gameplay” og et interaktivt audiovisuelt univers, og skal tilsammen repræsentere en kunstnerisk, fortællemæssig og/eller pædagogisk ambition.

Støtte til udvikling, med støttebeløb op til DKK 100.000
Her kan støttes aktiviteter, der har til formål at udfolde og demonstrere en beskrevet spil-ide. Dette vil ofte være støtte til arbejdet med en teknisk test eller prototype.

Støtte til udvikling, med støttebeløb over DKK 100.000
Her kan støttes aktiviteter, der har til formål at udvikle en demo. En demo forstås som et fuldt spilbart udsnit af spillet i den forventede endelige kvalitet og teknologiske løsning (til tider kaldet en vertical slice). Det er en forudsætning for at få støtte, at man allerede har produceret en teknisk test eller prototype, der demonstrer et væsentligt aspekt af spillet.

Støtte til produktion
Her kan støttes aktiviteter der fører til færdiggørelse og udgivelse af spillet. Det er en forudsætning, at der allerede er udviklet en demo.

Støtte til lancering
Der kan kun søges støtte til lancering af spil, der tidligere er støttes af Spilordningen til produktion. Lanceringen skal indeholde aktiviteter målrettet et dansk publikum. Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte Spilordningens producer.

Læs mere om Spilordningen, og husk ansøgningsfristen d. 12. oktober!

Læs om Den Tværmedielle Udviklingsordning.

Læs desuden Oftede stillede spørgsmål