Ekspert: Funktionelle tekstiler kommer til at overvåge os – men til vores fordel

Ohmatex Helene Tilma Vistisen

Mød Helene Tilma Vistisen, civilingeniør i sundhedsteknologi, PhD og konceptudvikler hos Ohmatex, som udvikler og rådgiver nemlig i intelligente tekstiler. Hun omsætter idéer og viden til praksis og til noget, som giver mening og værdi for brugeren – uanset om det drejer sig om forskeren, lægen, patienten, brandmanden eller den almindelige forbruger.

I efteråret blev der sat spot på sammensmeltningen af mode og funktionelle tekstiler, da HEADSTART FASHION og More Creative inviterede oplægsholdere fra forskellige brancher til at give deres perspektiv på fænomenet til morgenseminaret Fashion Meets Functional Textiles – og Helene Tilma Vistisen var en af dem.

Design skal ske ud fra brugernes behov

På seminaret fortalte Helene om, hvordan man øger sandsynligheden for, at et teknologibaseret produkt får stor værdi for brugeren. Et sådan produkt skal både have en høj grad af brugervenlighed og et lækkert design – ud over selvfølgelig den funktionalitet, det nu skal bidrage med – for både at være en interessant investering for brugeren, men også for at fastholde brugeren i rent faktisk at bruge og udnytte produktet, fortæller hun.

En idé kan være nok så genial, men hvis ikke disse elementer er opfyldt, og hvis ikke brugeren umiddelbart kan se værdien heraf, vil idéen falde til jorden: ”Et eksempel fra sportsverdenen, hvor designelementet ikke spiller nær så stor rolle som funktionalitet og brugervenlighed, og man dermed har større chance for at opnå succes, er GPS-uret til at tracke bl.a. hastighed.”

Selvom idéen med at kunne monitorere hastigheden gennem en træningssession burde være indlysende, så tog det et årti før det første GPS-ur blev tilgængelig på markedet til, at producenterne faktisk formåede at demonstrere denne værdi for de potentielle brugere, fortæller Helene.

ohmatexFoto: Ohmatex

Den brede forbrugergruppe kræver funktionalitet og æstetik

I dag er activity trackers måske det bedste og første eksempel på wearables, som er rettet mod en bred forbrugergruppe, hvor de fleste wearables på markedet indtil nu har været rettet mod sportsudøvere.

Ifølge en undersøgelse ejer én ud af ti voksne i USA en activity tracker som eksempelvis Fitbit, hvilket må siges at være en hel del, fortæller Helene og fortsætter: ”Det viser sig dog, at mere end halvdelen af disse forbrugere opgav disse trackers inden for de første seks måneder. En del af årsagen hertil er, at designet ikke er tiltalende nok til at bruge produktet i sig selv samt, at datapræsentationen og dermed motivationen for at købe og bruge activity trackeren ikke giver brugeren den værdi, de havde set sig i vente.”

”For sportsudøveren er design ikke afgørende for at vedblive at udnytte et produkt, da værdien af de informationer, de får, er altafgørende,” fortæller Helene og fortsætter:

”For den brede brugergruppe, hvor produktet skal indgå i alle dagligdagens gøremål – arbejde, fritid og fest – er designet derimod en fuldstændig afgørende faktor på højde med funktionalitet og brugervenlighed! Dette er måske ikke noget, man ellers går op i som modedesigner, men hvis man vil give sig i kast med funktionelle tekstiler eller lignende, er det helt afgørende, at man holder sig for øje, at design ikke er eneafgørende for at opnå et succesfuldt produkt.”

Derudover skal man huske på, at smart functional wearables er ved at tage sine spæde skridt i forhold til den almindelige forbruger, og at vi kommer til at tage mange forkerte skridt, men også mange rigtige skridt, og alle skridt skal tages, før vi finder ud af, hvordan vi får udnyttet teknologien på en anden måde i hverdagen, formaner Helene.

Bedre sundhed, sikkerhed og præstationer med funktionelle tekstiler

Funktionelle tekstiler giver rigtig god mening i forhold til monitorering af sundhed, sikkerhed og sportspræsentationer. Helene fortæller, at vi kan monitorere som en flue på væggen, eksempelvis ved at:

  • monitorere en brandmand med udgangspunkt i hans allerede eksisterende udstyr.
  • monitorere en patient 24 timer i døgnet – uden det er et indgreb på hverdagen, og uden patienten skal undervises i, hvordan udstyret skal side, og hvordan det skal bruges.

I forhold til sundhed, sikkerhed og sport kan funktionelle tekstiler være med til at forbedre diagnosticering, behandling og meget, meget mere. Helene spår, at vi kommer til at udnytte de store muligheder, der ligger i at integrere elektronik i tekstiler endnu mere i fremtiden – både inden for sundhed, sport og sikkerhed, men også i forhold til almindelige hverdags tiltag og mode:

”Jeg tror, vi kun har set toppen af isbjerget indtil videre, og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer til at ske.”

Seminarets forskellige perspektiver gav masser af inspiration og nye samarbejdsmuligheder

Når man selv er en del af en verden, som er meget konkret i forhold til at udnytte teknologier i tekstiler, var det en øjenåbner for Helene at se på dette emne ud fra et designperspektiv og et almindeligt forbrugerperspektiv, hvor udnyttelse af teknologier på nuværende tidspunkt er mere på abstrakt plan. Hun fortæller:

”Til sundhedssektoren og sportssektoren har funktionelle tekstiler en kæmpe stor fordel, fordi vi kan afhjælpe nogle helt konkrete og eksisterende problemer. For den almindelige forbruger skal vi først til at opdage de steder, hvor funktionelle tekstiler vil give værdi, og det er svært, fordi det kræver, at vi ser på alle de almindelige ting i vores hverdag med nye øjne.”

Ligesom Helene fik en øjenåbner i forhold til de udfordringer, der ligger for designere inden for funktionelle tekstiler, så tror hun også, at hendes konkrete beskrivelse af, hvordan Ohmatex arbejder med funktionelle tekstiler, var med til at åbne øjnene hos en del af de fremmødte:

”Vi har i hvert fald fået flere henvendelser efterfølgende. Det er både folk, hvor en ny verden inden for funktionelle tekstiler havde åbenbaret sig, men også folk som lige manglede et puf eller en dør at gå ind ad. Uanset, så er det fedt fornemme den nysgerrighed der omkring funktionelle tekstiler!”

Kreativitet og interdisciplinære fagligheder skaber innovation

Brancher og fag smelter mere og mere sammen, mener Helene: ”Selv hos Ohmatex har vi en bred palette af fagligheder, da vi har brug for mange forskellige kompetencer for at udvikle produkter inden for funktionelle tekstiler. Seminarer som dette er super vigtige for at se ud over sin egen verden og faglighed og se mulighederne i andre fag og brancher. Det er sådan, innovation opstår,” siger Helene og slutter:

”Funktionelle tekstiler, uanset hvordan de bliver udnyttet, er et produkt af kreativ tænkning! Kreativitet i forhold til at løse eksisterende udfordringer, kreativitet til at se hverdagen fra en anden vinkel og kreativitet til at sammensmelte og udforske fag og materialer.”

Kontakt

Helene Tilma Vistisen
T: +45 7930 4150
E: htv@ohmatex.dk

Ohmatex

www.ohmatex.dk
www.facebook.com/ohmatex

Sidste år lavede vi en reportage om Ohmatex og deres arbejde med intelligente tekstiler. Den kan læses her.