Virtuel skydning en effektiv del af hjerneskadedes genoptræning

Kanda Hammel neurocenter more creative

Fotograf: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Gentagne bevægelser og udmattende øvelser er hverdag for mange patienter, som behøver genoptræning efter en hjerneskade. Men med virtual reality er træningen blevet sjovere og mere motiverende.

Den aarhusianske softwarevirksomhed KANDA har i samarbejde med medarbejdere fra Hammel Neurocenter udviklet to virtual reality-spil, som kan bruges til genoptræning af patienter med hjerneskader.

Virtual reality har taget fart i de seneste år, og fra mest at have været dyrt legetøj bliver det i stigende grad brugt i mere seriøse sammenhænge. Det drejer sig blandt andet om muligheder for formidling af produkter og oplevelser i salgsøjemed. Men også i sundhedssektoren kan virtual reality spille en vigtig rolle i fremtiden.

Virtual reality gør genoptræning sjovt

Virtual reality skal opleves tæt på, hvis man vil forstå den egentlige effekt. Det sker ved, at du tager et par VR-briller på og placerer en smartphone foran linserne. Med VR-brillerne befinder du dig pludselig i et virtuelt univers med mulighed for at kigge dig omkring i alle retninger – den virtuelle verden fremstår intakt i 360 graders vinkel. Du kan for eksempel stå på en markedsplads i Marrakesh med blå himmel over dig, gråt støv under dig og udsigt til frugtboder på alle sider. Eller du kan være til MØ-koncert på Skanderborg Festival med godt udsyn til scenen. Som at sidde på skuldrene af en anden tilskuer.

For patienter på Hammel Neurocenter giver VR-brillerne mulighed for at stå i et skydetelt. Her skal patienten skyde efter tallerkner i den virtuelle verden ved at løfte sin udstrakte arm, så pistolen peger i den rigtige retning og derefter affyre den ved at knibe hånden sammen.

Spillet kan hjælpe til at aflede patientens opmærksomhed fra sine egne smerter og gøre de gentagne bevægelser sjovere, fordi spillet og ikke bevægelserne i sig selv bliver formålet. Det skal ses i modsætning til, at en patient for eksempel skal udføre en øvelse med at gribe ud efter et dørhåndtag igen og igen.

Til spørgsmålet om, hvordan patienterne har taget imod muligheden for at bruge virtual reality, svarer Jim Jensen, “Alle er med på at prøve det – både unge og gamle. Til at begynde med, er de lidt tilbageholdende og ved ikke rigtig, hvad det er. Men vi har kun fået positive tilbagemeldinger og folk synes, det er sjovt.”

Selvom der ikke er lavet målinger af spillenes effekt, reagerer patienterne positivt på muligheden for at variere deres træning, fortæller udviklingsansvarlig ergoterapeut ved Hammel Neurocenter Jim Jensen. “Det vi har gjort er, at prøve det af i praksis, og vi får gode tilbagemeldinger fra patienterne, men det er selvfølgelig ikke det samme som en egentlig effektmåling,“ understreger han. Internationalt er der lavet en række studier på området, som indikerer, at virtual reality kan hjælpe patienter med hjerneskader, og det er dem projektet på Hammel Neurocenter bygger på.

Fremtiden for virtual reality

KANDA arbejder i dag med virtual reality i en række forskellige sammenhænge, og de oplever interesse fra en bred skare at organisationer. KANDAs direktør Kristian Emil Andreasen gætter da også på, at mange flere vil få øjnene op for VR efterhånden som mulighederne udforskes og udstyret falder i pris.

“Vi har kun set begyndelsen,” forklarer han. “Ligesom filmmediet har udviklet sig fra, at man optog noget, der lignede teater og afspillede det i biografen, vil vi også se en tilsvarende stor forandring i VR-mediet fra hvor vi er i dag.”

Jim Jensen er enig. “Man skal have en smule tålmodighed med virtual reality, fordi det er i startstadiet, så vi kan stadig gøre os klogere på teknologien, og hvad man kan med den, men jeg tænker, at det her bliver en teknologi, som i fremtiden kommer til at spille en vigtig rolle ift. træning og forskellige former for behandling.”

Allerede nu undersøger Jim Jensen og kollegerne på Hammel Neurocenter muligheden for at videreudvikle spillene, så der kan laves flere forskellige spil. “Forhåbentligt kan det her blive så godt, at det kan certificeres og bruges til genoptræning på flere forskellige hospitaler.”