Støvsugeren, der sælger sig selv

nilfisk3_1

Et samarbejde mellem Nilfisk og designbureauet design-people har resulteret i en helt ny støvsuger, som ikke alene bliver rost til skyerne af brugerne, men også høster internationale designpriser.

Nilfisk går nye veje

I løbet af de seneste mange år er virksomheden Nilfisks fokus flyttet fra at have leveret rengøringsudstyr til primært at være rettet mod professionelle og industrielle brugere. Nilfisk præsenterede derfor i 2010 en ny strategi, som gik ud på, at Nilfisk skulle være ”en mere kundefokuseret virksomhed” fremfor meget produktorienteret. Produkterne skulle i langt højere grad tage udgangspunkt i brugerens reelle behov, og det blev vurderet, at det ikke var en opgave, virksomheden alene skulle løfte internt.

Observationer som metodisk tilgang

Nilfisk tog kontakt til designbureauet design-people:

”Vi havde brug for et meget metodisk og brugerfokuseret bureau, som kunne levere en ny tilgang til vores måde at udvikle produkter på,”
Thomas Elmer, som er Group Product Manager i Nilfisk.

Og det leverede design-people i den grad. Eksempelvis var design-people på hele 14 kundebesøg i Danmark og Tyskland.

”Formålet med de mange kundebesøg var at observere, hvordan industrielle støvsugere bliver brugt i et virkeligt arbejdsmiljø, og det var afgørende, at vi ikke kun kiggede på Nilfisks egne produkter, men også havde for øje, hvilke løsninger konkurrenterne tilbød samt hvilke andre produkter og løsninger, der spillede ind på den samlede arbejdshverdag, hvor støvsugerne blot er en del af dette. På den måde fik vi forståelse for essensen af de forskellige håndværkeres daglige udfordringer, før vi gik i gang med selve designarbejdet,” fortæller Henrik Mathiassen, der er kreativ direktør og partner i design-people.

Nye designløsninger

En af de mest interessante observationer, designholdet gjorde, gik ud på, at der faktisk ofte gik mere tid med at finde støvsugeren frem og pakke den væk igen, end der gjorde med at støvsuge.

”Maskinerne skal som regel løftes ind og ud af biler og op og ned af trapper og stilladser, men vi oplevede gang på gang, hvordan lange, uhåndterlige ledninger og støvsugerslanger gjorde det besværligt for brugerne at bære maskinen frem og tilbage. Det er grunden til, vi besluttede, at den nye støvsuger skulle have en rem, hvor man nemt kan fastgøre ledning og slange,” forklarer Henrik Mathiassen.

Desuden har støvsugeren blandt andet fået en flad top, et langt mere kompakt design og et indvendigt håndtag, som gør det langt nemmere at tømme maskinen. Alle tiltag, er direkte resultater af de observationer, som design-people indsamlede ude i virksomhederne.

Støvsugeren bliver revet væk

Nilfisk AERO, som støvsugeren er døbt, har været en succes siden lanceringen. Faktisk er den så populær, at Nilfisk har åbnet en ekstra produktionslinje, så de kan følge med efterspørgslen. Og noget tyder på, det netop er det store målgruppefokus, som betaler sig.

”Jeg hører fra vores sælgere, at den er så indlysende i sit design ift. brug og målgruppe, at den nærmest sælger sig selv, så det overstiger alle forventninger,” siger Thomas Elmer begejstret.

Men det er ikke kun brugerne, som er begejstrede for Nilfisk AERO. I 2014 vandt holdet bag støvsugeren både en Red Dot Award og If Design Award for sin innovative tilgang til industrielt design, ergonomi og modularitet samt en PLUS X Award for sin høje kvalitet og funktionalitet.

Nilfisk og design-people er langt fra færdige med samarbejdet. Det næste produkt bliver sendt til vejrs til sommer, og med den modtagelse Nilfisk AERO har fået, er forventningerne naturligvis høje.

Vækst via Design

Konferencen Vækst via Design satte fokus på, hvordan man skaber vækst og værdi i erhvervslivet. Konferencen blev afholdt i december 2015 af Design denmark og Business by Design, som i tæt samarbejde med More Creative arbejder for at styrke samarbejdet og partnerskabet mellem designere og designvirksomheder på den ene side og andre dele af det private og offentlige erhvervsliv på den anden. Samarbejdet mellem Nilfisk og design-people, var et af de projektet der blev præsenteret som case og et godt eksempel til efterfølgelse.

Læs mere om Business by Design her.

Kontaktinformation

Virksomhed: Business by Design v. Design denmark
Navn: Jeppe Nørager
Title: Projektleder
Telefon: 25 73 72 30
E-mail: jn@designdenmark.dk
Web: www.vækstviadesign.dk