Sommerskole – mode og pelsdesign

Mode og pels er to danske specialiteter, som ofte går hånd i hånd. Denne sommerskole gør dig lidt klogere på begge dele i hyggelige omgivelser i Aarhus.

Kurset henvender sig til folk, som i deres dagligdag har berøring med design og mode og ønsker at bruge fire augustdage på at komme tættere på succesfulde danske modebrands, få et grundlæggende indblik i, hvordan det er at starte og drive modevirksomhed, samt prøve kræfter med selv at sy et mindre pelsprodukt – det ultimative bæredygtige ”slow fashion” materiale fra vores egen baghave.

Programmet vil bestå af udflugt til en spændende modevirksomhed og en minkgård, hvor du kan se, hvor verdens bedste kvalitetsskind kommer fra, korte faglige forelæsninger om entreprenørskab og bæredygtighed i modebranchen og konkrete case-eksempler om emnerne fortalt af nyskabende modevirksomheder, samt masser af tid i pelssystuen, hvor man under vejledning af en af Danmarks dygtigste buntmagere får mulighed for at lave et unikt lille produkt i mink, som man kan tage med hjem.

Desuden vil der være et socialt program to ud af tre aftener.

Om du er designstuderende, etableret med et lille modefirma, butiksassistent, blogger eller på anden måde arbejder med design og mode, er uden betydning. Det vigtigste er, at du har lyst til at tilbringe fire dage sammen med en inspirerende gruppe ligesindede for at blive klogere på modebranchen, kaste dig ud i helt basalt pelsdesign og ikke mindst få styrket dit netværk. Vi forestiller os, at du er mellem 20 og 30 år og i begyndelsen af din karriere.

Praktisk

Sted: Aarhus Havn, nærmere lokation følger
Varighed: tirsdag d. 14. – fredag d. 17. august 2018
Mødetider: 9.00-17.00 + middag om aftenen på første og tredje dag (14. og 16. august)
Pris: 1.000 DKK

Læs mere om eventet, se programmet og tilmeld dig på
http://headstartfashion.dk/sommerskole-mode-og-pelsdesign/