Robotterne kommer – men tager de vores jobs?

seismonaut-hightech_humantouch-id_k2 (1)

Den 7. december sætter High Tech – Human Touch-konferencen spot på fremtidens kompetencebehov, hvor automatisering og kunstig intelligens for alvor melder sin ankomst på arbejdsmarkedet. Robotterne vil tage mange jobs, men hvad er det robotterne ikke kan, og hvilke kompetencer og uddannelser skal der til? Få svarene på konferencen og bliv inspireret på en fremtid, der især handler om dig.

I takt med at den digitale og teknologiske udvikling sætter sit præg på samtlige brancher og organisationer, er der et stadigt større fokus på, hvad automatisering og kunstig intelligens egentlig betyder for vores arbejdsmarked og fremtidige kompetencebehov. Er der nok jobs til os alle og hvad skal vi som virksomheder, organisationer og fagpersoner kunne i fremtiden?

Flere og flere indikatorer peger på, at teknologiudviklingen ikke kan klare sig med ingeniører og programmører. Der er brug for folk med humanistiske og kreative profiler, der kan afkode menneskelige behov, navigere i etiske problemstillinger, udarbejde kreative forretningskoncepter, formidle skarpt til globale kulturer og skabe communities som nye afsætningskanaler.

En af verdens skarpeste profiler kommer eksklusivt til Danmark

Mizuko (Mimi) Ito er én af verdens skarpeste profiler når det kommer til mødet mellem teknologi og mennesker. Som kulturantropolog har hun forsket i, hvordan teknologi og digitale medier påvirker samfundet. Hun har blandt andet fokuseret på børn og unges digitale læring og kompetencer med afsæt i begrebet Connected Learning.

Mimi er professor ved University of California Humanities Institute og er Research Director ved The Digital Media And Learning Hub på samme universitet.

Mimi kommer til Aarhus helt eksklusivt for at medvirke i High Tech – Human Touch. Som bonusinfo er Mimi gift med virtual reality-forskeren Scott Fischer og søster til direktøren for MIT Media Lab, Joi Ito. Mimi har med andre ord mennesker og teknologi helt inde på livet.

Forskning møder erhvervslivet

I selskab med forskningsverdenen og erhvervslivet stiller vi skarpt på, hvorfor den menneskelige faktor er essentiel for en fremtid, der står i teknologiens tegn. Foruden Mimi Ito kan du møde en perlerække af profiler fra erhvervslivet, forskningsverdenen og det politiske lag. Mød bl.a. Matias Møl Dalsgaard, CEO og Co-founder af GoMore, Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, Johanna Siebt, professor med fokus på menneske/robot-interaktion, Aarhus Kommunes stadsdirektør, Niels Højberg samt den humanoide robot, Pepper – blandt mange andre.

Tid og sted

High Tech – Human Touch afholdes den 7. december 2017 kl. 10.00-15.45 i aulaen på Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 4, bygning 1412.
Konferencen afholdes af Aarhus Universitet, More Creative og Region Midtjylland i samarbejde med Aarhus 2017, iMidt, Aarhus Kommune og Dansk Erhverv.

Læs mere om High Tech – Human Touch og tilmeld dig konferencen helt gratis.