MY WAY: Kopenhagen Fur og de mange alliancer

Kopenhagen Fur, Headstart fashion

OM MY WAY

Både i Aarhus og resten af Midtjylland findes der modevirksomheder med inspirerende historier, som fortjener at blive foldet ud. Virksomheder med forskellige brancheindgangsvinkler, som er værd at dykke ned i, fordi de, på hver sin måde, har formået at skabe noget interessant og langtidsholdbart. MY WAY er en serie under HEADSTART FASHION, som portrætterer disse virksomheder og de mennesker, som har skabt dem.

Kopenhagen Fur er verdens største auktionshus for pels og globalt centrum for handlen med pels. Og meget mere end det. I sommeren 2013 udklækkede det kraftcentret KiCK, hvis fornemste opgave er at bygge bro mellem pels- og modebranchen. Ved at samarbejde med designuniversiteter og modehuse i hele verden sprænger KiCK rammerne for, hvad pels kan. Kom med indenfor i KiCKs spektakulære domicil i hjertet af København og lær det kreative kooperativ at kende.

I et stilleben af pelstørklæder, pelsørevarmere og pelspunge ligger en sort bikinitop. I pels. Den har grå blonder og sølvgrå snører. Og midt i det bløde landskab tegner den et meget konkret billede af, hvad Kopenhagen Furs kraftcenter KiCK er sat i verden for: At sprænge rammerne for, hvad pels kan bruges til og gøre op med forestillingen om, at det eksklusive materiale kun er noget, som hænger i overklassens klædeskabe i form af tunge frakker til halve formuer. Derfor tørklæder og ørevarmere. Derfor punge og bikinitoppe. Raffineret luksus, som giver en underspillet silhuet elegance uden at kompromittere enkelheden.

Rammen om det visionære foretagende er det fredede A.N. Hansens Palæ, som har ligget i hjertet af København siden 1835. HEADSTART FASHIONS journalist og fotograf er inviteret indenfor på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade, og fornemmelsen af at træde ind i en tidslomme fra et andet århundrede rammer med det samme. Palæet er nænsomt restaureret med respekt for historien, og hvis ikke det var fordi, moderne interiør og pelskreationer fra avantgardens inderste fantasilandskaber brød billedet, ville ejendommen byde på helt ideelle kulisser til en film om 1830’ernes herskabsliv.

Vi er her for at få historien om KiCK og de mange interessante designsamarbejder, kraftcentret indgår med både danske og internationale designskoler og modehuse. Gennem lange gange med pelsbeklædte stole, guldfriser på væggene og tre meter høje dobbeltdøre fører Michael Stadi, som er direktør i KiCK, os gennem husets mange forretningsdivisioner. Den sorte bikinitop er en del af det drømmeagtige lokale, vi er nået til, hvor pelsdesigns i alle tænkelige og utænkelige udformninger beklæder bøjler, reoler og tableauer.

Headstart Fashion, Kopenhagen Fur, MY WAYKopenhagen Fur, Headstart fashion

Hver gang, en ny kreation skabes i samarbejde med KiCK, bliver den en del af husets levende samling. Alt, hvad der findes herinde og på giner i resten af huset, er kategoriset som bøger på et bibliotek, og hvert eneste item udlånes kvit og frit ved særlige lejligheder – til særlige personligheder. Efterspørgslen kommer både fra kendisser, som skal til gallapremierer og fra politikere, som skal til bal hos dronningen. Og så er der alle musikvideoerne, filmene og serierne fra både ind- og udland, som har brug for ekstraordinære kostumer. Game of Thrones eksempelvis. Og som direktøren siger: ”Vi vil gerne have, at tingene kommer ud og bliver brugt og bliver vist. Det er både reklame for os, for designeren, for buntmageren og for pelsen i sig selv. i 2015 havde vi mere end 3.500 udlån.”

Ud over Kopenhagen Fur Fab rummer det gamle palæ Kopenhagen Nexus og Kopenhagen Studio. Tilsammen danner de tre forretningsdivisioner hovedpulsåren i KiCK. Hvor Kopenhagen Nexus fungerer som en platform, der med et internationalt perspektiv bistår store modehuse i at integrere pels i kollektionerne, er Kopenhagen Studio i højere grad et eksperimentarium, hvor upcoming designere inviteres ind. Huset har nogle af verdens dygtigste buntmagere og skræddere tilknyttet, og ved at kombinere deres håndværksmæssige kunnen med spirende designtalenter fra hele verden vækkes der fantasifulde kreationer til live, som er svære at forestille sig, før de findes.

Mark Kenly Domino Tan, Freya Dalsjø og de andre stjerneskud

Ad gulvtæppebeklædte trappetrin er vi nået ned til stueetagen, hvor Kopenhagen Studio er placeret. Mest fjernt i lokalet står Mark Kenly Domino Tan i koncentreret dialog med en kvinde. Rundt omkring hænger pelsstykker i alle farveskalaer – fra plettet pink til naturlig mink. Og som et passende lydtapet høres en svag summen af symaskiner. I dag spotter Michael Stadi kun kendte ansigter i det kreative værksted, men lige inden vi kom, gik der en mand ud ad døren, som han aldrig havde set før. Han tror, det var en udenlandsk buntmager, som har taget turen fra Kopenhagen Furs hovedkontor i Glostrup – eller lettere omskrevet: Fra intetsigende industribygninger med fokus på pelsauktioner til palæomgivelser med innovative designsamarbejder i centrum. Freya Dalsjø har haft sin gang har. Det samme har Astrid Andersen, Anne Sofie Madsen og Mark Kenly Domino Tan, som er her lige nu. Og det er netop historien om designsamarbejder, vi er kommet for at høre.

”Vi er talentspejdere, og vi har hele tiden blikket rettet mod det næste talent, vi kan tage under vingerne og nurse et par år. Imagine Talents er foranlediget af, at vi gerne vil samarbejde med alle de førende designuniversiteter i verden. Vi har udviklet vores egne teknikker til at arbejde med pels, og dem underviser vi i globalt, hvorefter vi beder universiteterne udvælge de dygtigste elever på årgangen til at skabe noget særligt til showet. I år er der 12 universiteter repræsenteret, som hver stiller med en, to eller tre studerende, der så hver især har én style med,” fortæller Michael Stadi, inden vi bevæger os op til det lokale, hvor KiCK holder foredrag og præsentationer for et hav af interessenter fra nær og fjern.

Kopenhagen Fur, Headstart fashion

Langsigtede satsninger

Som en blød kant langs tre af lokalets vægge hænger teknikprøver, som illustrerer, hvordan pels kan smelte sammen med læder, bomuld, silke og cashmere – og hvilken rolle forskellige indfarvninger, hårlænger og fletteformer kan spille. Sidste år holdt Michael Stadi og hans team 800 eksterne møder for omkring 2500 mennesker netop her. Interessen for, hvordan KiCK laver forretningsudvikling på utraditionel vis, er stor – og direktøren, som står bag mange af idéerne, bliver aldrig træt af at fortælle. Han startede ved et tomt skrivebord i 2013, og som ved andre foretagender, han har været med til at sætte i søen, skippede han sin sommerferie for i stedet at lægge hovedet i blød. Dengang vidste han ikke meget andet end, at Kopenhagen Fur havde købt det smukke domicil, som skulle danne rammerne om nogle nye forretningsområder:

”Mit eneste krav var, at vi skulle gå til de nye forretningsområder med et globalt mindset, fordi vi lever i en global verden, og fordi Kopenhagen Fur er en global virksomhed. Vi står alene for en tredjedel af hele Danmarks eksport til Kina, og 99 procent af vores omsætning er baseret på eksport. Det ville ikke give mening, at vi bare satte os ned og kiggede på, hvad vi kunne gøre i lille Danmark. Det er også derfor, Den Gyldne Pelsnål, som Kopenhagen Fur i mange år har uddelt til danske designere i forbindelse med modeugen, er blevet erstattet af Imagine Talents-showet.” Selvom mindsettet er internationalt, og flere og flere samarbejder med designskoler og modehuse i udlandet skyder frem, er Kopenhagen Fur også i tæt dialog danske designskoler, modehuse og aktører som HEADSTART FASHION. What’s the catch? Dét er et spørgsmål, Michael Stadi ofte får, fordi Kopenhagen Fur bruger så mange ressourcer på at skubbe ting i gang, der ikke sort på hvidt får husets egen bundlinje til at vokse.

”Det var nok ikke sket, at en børsnoteret amerikansk virksomhed havde sat et initiativ som KiCK i søen, for der skal du vise indtjening hver evig eneste uge og måned. Hos os er der ikke payoff day one. Vi ser det som en investering, der forhåbentlig tjener sig ind ved, at vi får pels ud i modeindustrien og får greb om et købersegment,” siger direktøren. Men så er der vel også et catch? Bare et meget langsigtet og ikke særlig målbart ét af slagsen?

Et dansk kooperativ i den globale konkurrence

”Vi er blevet så stor en virksomhed, at vi gerne vil tage ansvar og hjælpe andre med at få succes. Vi tror på, at man som samfund og land skal finde nogle kerneområder, hvor man kan blive rigtig, rigtig god, og dansk mode og den del, vi opererer i, er en hastigt voksende industri med en milliardomsætning. Det er vigtigt med en veluddannet arbejdsskare, og vi har en størrelse, der gør, at vi som virksomhed gerne vil bistå. Udefra kan det måske se ud som om, vi investerer tid og ressourcer, uden at få noget igen. Men vi får rigtig meget igen, og for min medarbejderskare er det også vigtigt, at de kommer ud og holder sig orienteret, suger til sig og spotter nye talenter. I virkeligheden kan man sige, at vi planter en helt masse frø, som vi tror kommer tifoldigt igen,” forklarer Michael Stadi.

Når Kopenhagen Fur kan agere, som det er tilfældet, handler det også om, at Kopenhagen Fur er et kooperativ. Det er en sjælden selskabsform i Danmark, som netop er kendetegnet ved, at man samarbejder. Direktøren læste forleden en artikel om de danske minkavlere, som ejer Kopenhagen Fur, og den illustrerer fint, hvorfor samarbejde giver så god mening, når midlet er pels, og målet er at tilbyde det bedste inden for sit felt:

”Danmarks 1500 minkavlere er på den ene side konkurrenter, men på den anden side samarbejder de om at avle det ypperste skind til gavn for alle 1500. Så hvis vi alle sammen deler idéer og hele tiden arbejder på at skabe et endnu bedre produkt – så kan det godt være, vi hjælper naboen, men vi hjælper også industrien og dermed os selv i den globale konkurrence. Den tankegang er svær at forklare til en kineser eller en amerikaner, for deres mindset og kultur er så forskellig fra vores, men når vi kommer med eksempler, kan de godt se pointen. Et kooperativ kommer mange til gavn, og det er også det mindset, som gennemsyrer Kopenhagen Fur og KiCK. Kan vi løfte uddannelsesinstitutionerne og modeindustrien til gavn for begge parter, så føler vi, at det er en win win!”

Kopenhagen Fur, Headstart fashion

FAKTA OM KiCK

I hjertet af København etablerede Kopenhagen Fur i juni 2013 det kreative kraftcenter KiCK, som står for Kopenhagen Internationale Center for Kreativitet. Ved at gå forrest i udviklingen af pelsmode ønsker KiCK at medvirke til at skabe dynamik og vækst inden for modeindustrien og inden for kreative erhverv. Det er KiCKs vision at vokse og udvikle sig til at blive det mest toneangivende kompetencecenter globalt indenfor udvikling, kreativitet og kommercialisering af pels og mode. KiCK består af forretningsdivisionerne Kopenhagen Nexus, Kopenhagen Studio og Kopenhagen Fur Fab.

_ Tekst: Sanne Hukiær
_ Foto: Gitte Post