BLOG: Netværk som brohoved til udvikling

maparchive

Blogindlæg af Lone Hedegaard Kristensen, MMEx

Partnerskab: Open Culture

 

Man skulle ikke tro det – men arkiver og databaser synes at være det nye ”sort”. Det gælder både inden for it-innovation og inden for forskningsområdet. Vores lille partnerskab har mærket det i kraft af interesse fra en investeringsvirksomhed og fra Arts, Aarhus Universitet. Vi ved ikke helt, hvad der har motiveret henvendelserne. Men alene det, at de har fundet frem til lige præcis vores partnerskab, fortæller os, at vi har fat i en problemstilling, som rækker ud over vores egen lille næsetip. ”Hvordan gør man arkiver interessante og anvendelige?”.

Investeringsvirksomheden er Accelerace, som ønsker at følge vores proces og hjælpe os med at tænke forretningsperspektivet ind i den kreative udvikling af projektet Mapping the archive. Desuden bidrager Accelerace med deres netværk og viden om, hvad der foregår i start up virksomheder. Det er en super mulighed for os som partnerskab at få Accelerace med – til at holde os skarpe på forretningen og muligheden for at skalere de koncepter vi udvikler evt. til andre brancher.

Ph.d studerende Theis Vallø Madsen havde præsenteret projektet i et internt netværk på universitetet. Måske det var derfra at pro-dekan Marianne Ping Huang og Lene Elsner fra fakultetet Arts på Aarhus Universitet fik nys om os. Det blev til en drøftelse om muligheder for samarbejde. Også her var fokus særligt på arkiver, forskningsområder og netværk. Hvad kan man med dem? Hvordan kan man præsentere og anvende data på nye måder, der giver mening og værdi i nye sammenhænge. Et samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet vil bibringe os et helt unikt netværk til viden på universiteter i ind- og udland, som vi ikke ville have en kina-mands-chance for at opbygge selv.

Vi føler stor ydmyghed, interesse og glæde over de nye samarbejdsrelationer. De kan kun styrke vores partnerskab og projekter som Mapping the archive. Ikke mindst når vi skal afsøge internationale samarbejder. Da mærker vi, at det er en kvalifikation og en hånd i ryggen at have gode samarbejdspartnere fra større og mere etablerede organisationer.

For det går vi efter. At skabe internationale samarbejder. Vi aner ikke endnu, hvor det lander. Men vi gør forsøget og har troen på, at det lander. Vi har en god case, som vi ved fokuserer på en fælles international problemstilling. Vi har et godt netværk til lokale samarbejdspartnere i regionen, og vi er så heldige at have en indgang til et europæisk netværk via MMEx’ EU-projekt SmartCulture (smartculture.eu).

Det europæiske netværk vil vi prøve af på et møde i Bruxelles den 10. juni. Her vil vi fremlægge ideer til projekter over for de 13 partnere fra 7 forskellige lande, som vi samarbejder med og kender fra SmartCulture. Vi har samlet en lille delegation af partnere fra Region Midtjylland, der skal sælge ideer og gøre os attraktive som samarbejdspartner. Ingen af os har prøvet det før. Det er første skud i bøssen. Og vi er spændte på, hvad der kommer ud af det.

Udfordringen bliver at holde invitationen og dialogen åben uden at vi går på kompromis med vores egne mål og ønsker for et samarbejde. Desuden bliver det en øvelse i at få det optimale ud af de netværk, der etableres. For jeg må sige, at det kan være svært at pleje netværk, når dagligdagen buldrer derudaf. Hvad skal man så prioritere? Hvad skal man pleje? Og hvordan får man værdi ud af at netværke? Det gælder både nationale og internationale netværk. Et godt udgangspunkt er at vide med sig selv, hvad det er, man skal have ud af det og som minimum, hvorfor man er med.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at SmartCulture projektet ind imellem har været en svær størrelse – men lige præcis i forhold til at skabe en platform for nye partnerskaber og samarbejder giver projektet god mening. Det giver os et brohoved til at kvalificere vores projekt internationalt og samtidig komme i dialog med potentielle partnere… og ja, nye netværk.