BLOG: HEADSTART FASHIONs ambition er at bidrage til en realisering af modeindustriens potentiale

Største modeshow i Aarhus nogensinde

Blogindlæg af Christian Chapelle, Headstart Fashion

2013 var året hvor modesatsningen HEADSTART FASHION blev igangsat. Og ambitionerne er tårnhøje. HEADSTART FASHION skal gøre Region Midtjylland til Danmarks nye hotspot for mode og skal samtidig være et knudepunkt, der binder modebranchen i regionen sammen og skaber relationer til resten af DK og udlandet. Opstarten I 2013 var præget af netværksorienterede aktiviteter bl.a. i form af modeshow og seminarer hvoraf seminaret “E-handel som driver for salg til international markeder” blev afviklet ved Hummel i Balticagade, Aarhus.

2014 har allerede budt på en lang række succesfulde aktiviter og “Sociale medier i modebranchen” blev afviklet den 30. april i samarbejde med Dansk Mode & Textil og Creative Business Center, VIA. Der vil også fremadrettet blive iværksat en række udviklings- og netværksinitiativer både for de små, de mellemstore og de store modevirksomheder. Der vil komme flere seminarer og konferencer, forretningsorienterede aktiviteter og masterclasses men også endnu mere håndgribelige tiltag. HEADSTART FASHION vil i indeværende år bl.a. etablere partnerskaber omkring et nyt mode/livsstil magasin (NOTE magazine) og en ny modemesse og modefestival ”WAVE Aarhus Fashion Movement”. De fleste HSF-tiltag etableres i partnerskab med forskellige brancheaktører.

Tirsdag den 6. maj afviklede WAVE Aarhus Fashion Movement et informations arrangement for modebranchen ved ZUPA Recommended hvor 90 branchefolk mødte frem. WAVE er et nyt mødested for den danske modebranche og har også til formål at give den jyske modebranche en stærkere stemme. WAVE, som HEADSTART FASHION er partner i, vil facilitere en ny konceptuel ramme for: handel, netværk, begivenheder og inspiration. For mig var dette morgenarrangement et godt eksempel på det potentiale som findes i Danmark og i Region Midtjylland og som HEADSTART FASHION er i fuld gang med at bidrage til at indfri. Selve messen vil have epicenter i en gammel kornsilo på havneområdet i Aarhus mens festival delen også vil blive bredt ud i det offentlige rum bl.a. i form af samarbejde med udvalgte butikker.

Det er fantastisk at opleve den entusiasme der er forbundet med HEADSTART FASHION og hvilke kræfter der ønsker at bakke op om initiativet. Vi glæder os derfor meget til det fremadrettede arbejde!

 

Hummel er én blandt mange modevirksomheder, som bakker op om HEADSTART FASHION.

Søren Schriver (direktør Hummel) udtaler:

”HEADSTART FASHION er et meget spændende initiativ som i samarbejde med modebranchen kan iværksætte nye aktiviteter, der kan gøre en forskel. I 2013 blev der bl.a. afviklet en række indholdsrige og inspirerende seminarer samt det største modeshow i Aarhus’ historie.

Som direktør for Hummel imødeser jeg initiativer, som kan brande Aarhus og Region Midt som et hot spot for mode. I Aarhus er der så mange rigtig stærke livsstils brands og selskaber, så vi har meget gode muligheder for at skabe det hot spot. Vi er endnu bedre stillet når landets bedste uddannelsesinstitution indenfor mode; TEKO Design + Business udbyder flere uddannelser i Aarhus. Jeg ser derfor frem til fortsat at bakke op om og bidrage til HEADSTART FASHION”